Bente fik sin BPA-ordning tilbage

Bente er lam fra brystet og ned efter en færdselsulykke i 1993, hvor hun blev 100% invalid. Siden er der kommet flere alvorlige sygdomme til, som har svækket hendes helbred i væsentlig grad.

I december 2018 afgjorde Hedensted Kommune, at Bente ikke var berettiget til den Borgerstyret Personlig Assistance ordning (BPA-ordning), som ellers gjorde det muligt for Bente at leve et fuldt liv. Uden en personlig hjælper fik Bente frataget helt basale livsmuligheder, herunder muligheden for at varetage jobbet som socialrådgiver, som Bente udførte 22,5 timer om ugen i en fleksjobstilling i Aarhus Kommune.

Vi kom ind i sagen, da den var sendt til Ankestyrelsen, og havde derfor ikke haft mulighed for at gøre noget forebyggende for Bente. Der var kun mulighed for at skrive partsindlæg til sagen i Ankestyrelsen, hvilket vi gjorde på Bentes vegne.

I partsindlægget gjorde vi meget ud af at beskrive Bentes hjælpebehov ned i detaljen, herunder Bentes behov for fleksibilitet i ordningen. Ankestyrelsen refererer specifikt til denne omstændighed i deres afgørelse.

Det har desuden været en central del af sagen, hvorvidt nogle opgaver og dele af opgaver skulle udmåles efter sundhedsloven i stedet for serviceloven (BPA). Forskellen er vigtig, idet opgaver, der skal udmåles efter sundhedsloven kan varetages af sygeplejerske/ specialuddannet personale.

Bente fik medhold i, at afledte rengøringsopgaver fra fx håndtering af stomi og kateter er opgaver, der skal udmåles efter Servicelovens regler (BPA), selvom selve håndtering af stomi og kateter uomtvisteligt er opgaver, der udmåles efter sundhedsloven, og derfor ikke indgår i en BPA-ordning.

Det betyder, at Ankestyrelsen ud fra en helhedsbetragtning kunne sige, at Hedensted Kommune ikke på det foreliggende grundlag var berettiget til at tage BPA-ordningen fra Bente.

Vi kan i høj grad bruge denne afgørelse i andre sager, hvor borgeren også har behov for opgaver omfattet af sundhedsloven. Vi kan således referere til denne afgørelse, hvis andre kommuner tager for meget tid ud af en BPA-ordning til opgaver med stomi og kateter mv.

Hvilke opgaver, der omfattes af hhv. sundhedsloven og serviceloven, er stadigt et uigennemsigtigt område, men med denne afgørelse er vi kommet et skridt nærmere klarhed.

Under alle omstændigheder er det med afgørelsen gjort klart, at der skal meget til for at tage en BPA-ordning efter servicelovens § 96 fra en borger. Kommunerne har en såkaldt skærpet begrundelsespligt i sådanne sager, og den har Hedensted Kommune altså ikke iagttaget i denne sag.

Sagen er yderligere beskrevet i pressen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.