Besked til borgere og medarbejdere i BPA Pro Team om Covid-19 (Coronavirus)

Alle hjælpere ansat hos BPA Pro Team har modtaget en skriftlig vejledning om, hvordan de som hjælper skal forholde sig i den næste tid ift. Covid-19 pandemien.

I BPA Pro Team følger vi situationen tæt samtidig med, at vi naturligvis følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Vi opfordrer alle – både borgere og hjælpere til at gøre det samme.

Personale, som arbejder med udsatte borgere, skal fortsat arbejde

Ligesom læger, sygeplejersker og andet social- og sundhedsfagligt personale skal handicaphjælpere fortsat arbejde, da borgerne, som er særligt udsatte, i sagens natur er afhængige af hjælp.

Som handicaphjælper udfører du en vigtig samfundsfunktion, da du er med til at sørge for opretholdelsen af livsvigtige funktioner for den person, du er ansat til at udføre hjælpen for.

Derfor kan du og din arbejdskraft ikke undværes, heller ikke i denne usædvanlige tid, hvor det meste af Danmark lukker ned pga. pandemi. Din funktion er livsvigtig på linje på sygehuspersonale og plejepersonale i øvrigt, der også skal fortsætte med at gå på arbejde i denne tid.

Du skal derfor møde på arbejde som du plejer, og som vagtplanen foreskriver. Det er endda muligt, at du i større grad vil kunne blive indkaldt på ekstravagt pga. andre hjælperes sygdom. I den situation går vi ud fra, at alle udviser samfundssind og træder til.

Jeres arbejde er vigtigt og værdsat.

Ved sygdom – hjælper

Vi henstiller til, at alle vores handicaphjælpere læser op på BPA Pro Teams regler og retningslinjer om sygdom i Personalehåndbogen – og følger dem.

Hvis personer i din husstand viser symptomer på forkølelse eller luftvejsinfektioner, skal du straks kontakte din arbejdsleder for at få nærmere information om, hvordan du skal forholde dig, herunder om du skal komme på arbejde. Du kontakter din arbejdsleder, hvis du selv har symptomer på forkølelse eller luftvejsinfektioner eller føler dig dårlig påanden måde.

Ved sygdom – borger

Vores borgere er særligt udsatte, og derfor skal vi passe ekstra godt på dem.

Hvis din borger bliver syg, kan beskyttelsesudstyr udleveres af den lokale kommune. Kontakt os for yderligere information.

Indlægges borgeren på hospitalet, vurderer BPA Pro Team som arbejdsgiver i det enkelte tilfælde, hvad der skal ske, men vi kan sende medarbejderen på tvungen ferie eller udskrive en frigørelsesattest til supplerende dagpenge. Kontakt os, så hjælper vi dig videre.

OBS! Hvis borgeren bliver dårlig, skal du kontakte BPA Pro Team ApS med det samme, da det vil kunne betyde ændringer i dit arbejde, som vi skal tage stilling til straks. Du skal ringe til BPA Pro Team ApS på et af disse numre:

Tlf.: 88 53 06 20

Tlf.: 53 39 02 21

Tlf.: 20 54 05 04

Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til mange lande

BPA Pro Team anmoder alle medarbejdere om at aflyse evt. rejseplaner i særlige risikoområder, og dermed understøtte den nationale indsats for forebyggelse og inddæmning af coronavirus.

Udenrigsministeriet ændrer løbende rejsevejledningerne. Følg med her. 

Hvis det er absolut nødvendigt at tage af sted, skal du tale med din arbejdsleder om det forinden. Det vil i særlige tilfælde kunne betyde, at du skal i karantæne, når du kommer hjem, og at dette kan være uden løn, hvis du ved at rejse har udsat dig selv for unødig smitterisiko. 

Forebyg smitte mod coronavirus

Som handicaphjælper er du i dit arbejde i tæt kontakt med den borger, du arbejder hos. For denne borger kan det dog være meget alvorligt at blive smittet med Covid-19, og du har derfor en ekstra stor forpligtelse til at gøre alt for, at du ikke selv bliver smittet og derved kan bringe smitten videre til borgeren.

Vi opfordrer til, at alle følger Sundhedsstyrelsen råd for at beskytte sig selv og andre mod smitte, herunder:

  • Vask hænder tit og brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  • Undlad at røre dit ansigt
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram og begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring både hjemme og på arbejdspladsen
  • Undgå helst steder med tæt kontakt til mange mennesker, herunder kollektiv trafik

Disse råd gælder både dig som hjælper, og vi henstiller til, at du hjælper din borger med at efterleve samme adfærd.

Vær særligt opmærksom på disse symptomer

  • Hoste
  • Feber
  • Vejrtrækningsproblemer

Sundhedsstyrelsen anbefalinger opdateres løbende og kan læses her.

Myndighedernes har oprettet en fælles hotline for generel vejledning om coronavirus/COVI-19 på:

Tlf.: 70 20 02 33.

Vi opfordrer vores medarbejdere og borgere til at udvise ro, samfundssind og rettidig omhu, så vi sammen kommer godt ud på den anden side.

Vi er hos BPA Pro Team ApS altid til rådighed, hvis du måtte have spørgsmål eller andet, men henstiller til, at du i første omgang henvender dig til din arbejdsleder. Ved borgerens sygdom, skal du dog ikke tøve med at ringe direkte til os med det samme.

Med venlig hilsen

BPA Pro Team ApS

John Hansen

Direktør

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.